Posterkald – DFFU Vinterinternat: Synlighed

Kære gode kollega

Først og fremmest: Godt og lykkebringende nytår!  

Nu er det endeligt ved at være tid til DFFU Vinterinternat 2025. Temaet for vinterinternatet denne gang er synlighed, som er en af de fire søjler i foreningens spritnye strategi.

Vi har, som vi plejer, afsat tid til en klassisk poster-seance, og du er som altid inviteret til at bidrage. Så er du lige gået i gang, er du allerede undervejs eller er du helt færdig med et spændende projekt, så er her en oplagt mulighed for at dele dine tanker og resultater med gode og engagerede kolleger.

Der er ingen tematiske bindinger på posters, vi er nysgerrige på alt det nye, der foregår i vores sektor.

For at sikre, at ingen går glip af noget spændende og at alle bidrag får den opmærksomhed de fortjener, vil poster-ophængningen i år blive ledsaget af et kort pitch fra hvert bidrag.

Hvis du ønsker at bidrage med en poster, bedes du indsende et kort abstract senest fredag d. 14. februar 2025 til [email protected]

Abstractet skal indeholde

  • En kort beskrivelse af indhold
  • Information om ønsket format (klassisk trykt, video etc.)
  • Eventuelle afhængigheder (tekniske mm.)
  • Kontaktinformation, herunder navn på den person som står for pitch

Ud over muligheden for at dele vigtige og spændende nye initiativer og indsigter med kolleger, giver et posterbidrag også adgang til at kæmpe om DFFUs formidlingspris Den Gyldne Poster, som blev uddelt første gang i 2022. Prisen gives for den poster, der bedst formår at formidle sit budskab på en både tydelig og interessant måde. Det er publikum, der suverænt gennem afstemning, beslutter, hvem prisen skal gå til. Afstemningen foregår skriftligt i forbindelse med postersessionen, hvor DFFU også byder på et lille glas.

Den Gyldne Poster uddeles under middagen umiddelbart efter dagens program.

Vi glæder os til at se rigtigt mange posters 😊.