Valg til DFFU-bestyrelsen 2025: har du lyst at være med?

Har du lyst til at være med til at drive DFFU som forening? Vil du være med til at forme foreningen og dets fokus? Vil du være med til at lave relevante og interessante arrangementer for danske fag-, og forsknings-, og uddannelses biblioteker? Så skulle du overveje at stille op til DFFU-bestyrelsen.

Der er 4 pladser på valg for perioden 2025-2027.

Hermed opfordres alle interesserede til at melde sig. Specielt opfordres medarbejdere på FFU-bibliotekerne til at opstille til DFFUs bestyrelse.

Vi håber, at der er nogle, som vil yde en indsats i foreningens bestyrelse. Det er en central forudsætning, for at Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbiblioteker kan fungere, at der er en både engageret og livskraftig bestyrelse. Det er der en lang tradition for – en tradition, som gerne skulle fortsætte. Arbejdet som bestyrelsesmedlem er frivilligt og ulønnet, men det er udfordrende og giver indsigt i og indflydelse på det, der sker i fag-, forsknings- og uddannelsesbibliotekerne, både fagligt og politisk.

Iflg. vedtægternes §10 stk. 5 skal opstilling til bestyrelsesvalg ske skriftligt senest 4 uger forud for generalforsamlingen. Da årets generalforsamling foregår den 8. oktober 2025 er seneste mulighed for at lade sig opstille 10. september 2025 kl. 12.00. Opstillingen meddeles til Danske Fag- Forsknings- og Uddannelsesbibliotekers formand, Karin Englev, på [email protected].

Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbiblioteker er en fælles forening for fag- og forskningsbiblioteker i Danmark og disses medarbejdere.

Foreningen arbejder på at fremme initiativer til gavn for DFFU-bibliotekerne og det samlede biblioteksvæsen i Danmark, styrke samarbejdet i sektoren og fungerer som forum for udveksling af ideer og erfaringer.

Som bestyrelsesmedlem er du med at planlægge og afvikle DFFU’s årsmøde i oktober måned og DFFU’s vinterinternat i marts måned. Derudover er du med til at drive foreningen i alt, hvad det indbefatter, men du har også mulighed for at skabe nye muligheder og initiativer og medvirke i projekter til gavn for det danske bibliotekslandskab.

Som bestyrelsesmedlem skal du være indstillet på at bruge tid på foreningsarbejdet. Der er typisk bestyrelsesmøde 4 gange om året. 2 ligger umiddelbart i forbindelse med henholdsvis årsmødet og vinterinternatet, som du også forventes at deltage i. Imellem bestyrelsesmøderne vil der være online møder og arbejdsopgaver i varierende antal afhængig af, hvilke opgaver og projekter du bliver involveret i. Som udgangspunkt vil de fleste udgifter forbundet med bestyrelsesarbejde være pålagt din arbejdsplads, men hvis du kommer fra et mindre bibliotek vil der være mulighed for kompensation for rejse- og konference udgifter.

DFFU opfordrer alle, der er interesse i DFFU-bestyrelsesarbejde, til at stille op til bestyrelsesvalget uanset type af institution, faglighed og jobbetegnelse.

Vil du gerne høre lidt mere om bestyrelsesarbejdet, før du bestemmer dig, er du velkommen til at kontakte foreningens sekretariat på [email protected] eller på telefonnr. 4220 2177.