Vil du være en del af REVYs redaktion?

På magasinet REVY arbejder vi på at bringe spændende historier fra FFU-sektoren til inspiration, oplysning og faglig udveksling.

Nu søger vi nye frivillige medlemmer til redaktionen, der vil være med til at præge, hvad der bliver talt om i frokostpausen på FFU-bibliotekerne – kunne det være dig?

REVY udgives af foreningen Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbiblioteker (DFFU), udkommer fire gange årligt, og har en redaktion, der består af en redaktør med overordnet ansvar for bladets udgivelse og 4-5 frivillige redaktionsmedlemmer fra FFU-biblioteker på tværs af landet. Sammen diskuterer vi relevante historier og temaer, vi vil sætte fokus på, ligesom vi udvikler nye formater og lægger planer for den kommende produktion.

Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med – blot at du er interesseret i, hvad der foregår i FFU-sektoren og vil bruge dit netværk til at finde relevante skribenter eller historier, vi kan dække i bladet. Dine opgaver er primært sparring og ideudvikling, og du er ikke forpligtet på redigering af artikler eller at levere indhold til bladet – medmindre du har lyst.

Vi mødes til redaktionsmøde online en gang i kvartalet for at planlægge kommende blad. Derudover vil der være løbende kontakt med redaktøren og de andre redaktionsmedlemmer.

Hvis du er interesseret, så tøv ikke med at kontakte DFFU’s sekretariat.

Sådan siger redaktionsmedlemmerne:

Tina Lund, Københavns Universitetsbibliotek Frederiksberg Campus, Det Kgl. Bibliotek:

”At være med i REVYs redaktion har været en lejlighed til at møde kolleger fra andre biblioteker og høre noget om, hvad der rører sig i deres del af biblioteksverdenen. Sammen har vi vendt, hvad der kunne være interessant at tage med over i bladet – fra de helt store dagsordener på tværs af vores fag til de mere lokale ting til inspiration og videndeling. Det varierer, hvor meget tid jeg har brugt, alt efter om jeg har haft tid og mulighed for selv at skrive og redigere eller har haft for travlt til at bidrage på det plan. Alt i alt har det været en lærerig periode, der har givet et godt indblik i, hvordan et magasin laves fra de spæde idéfaser til det færdige blad.”

Kerstin Weisdorf, VIA Bibliotek, VIA University College:

”Som informationsspecialist og ikke-bibliotekar har det været både inspirerende og lærerigt at få indblik i biblioteksverdenen indefra. Jeg sætter pris på de faglige drøftelser og idéudvekslinger, der opstår i redaktionen, når forskellige perspektiver mødes om at udvikle bladet. Arbejdet i redaktionen kræver ikke meget tid, men giver til gengæld ny viden, netværk – og en god portion inspiration.”

Annette Refn, DTU Bibliotek:

”Gælder det ikke om, at vi er åbne og deler med hinanden? At vi lærer af hinandens erfaringer på tværs af ’branchen’ og får ideer til, hvad vi selv kan gøre for vores forskere og studerende – eller hvad vi i hvert fald ikke vil gøre? Jamen, så er REVY jo mediet. Personligt er jeg glad for at være med til denne videndeling som en del af redaktionen. Og jeg er altid stolt, når bladet bringer historier fra DTU eller DTU Bibliotek – og jeg skriver dem endda sjældent selv.”