Arrangementer | FLIPD inviterer til temadag om trivsel og læring 

FLIPD inviterer til temadag om trivsel og læring 

05. december 2023

Mange studerende anno 2023 mistrives. Dette er et hyppigt tema i uddannelsessektoren og i medierne. Også på uddannelsesbibliotekerne er vi opmærksomme på, et der ikke er langt mellem studerende, der mistrives. Spørgsmålet er så, hvordan FFU-bibliotekerne kan understøtte studerendes trivsel.

Dette vil FLIPD søge svar på, når vi d. 5. december stiller skarpt på trivsel og læring.

PROGRAM

 

10:00 Velkommen (morgenmad fra kl. 9:30)

10:10 STUDERENDE, TRIVSEL OG POSITIV PSYKOLOGI  / Eva Bendix Petersen, Professor, Institut for Mennesker og Teknologi, RUC

Eva Bendix Petersen vil i sit oplæg dykke ned i de centrale temaer fra en nylig artikel, som hun er medforfatter på. Artiklen undersøger den danske uddannelsespolitiks fokus på den “positive studerende”. Med et kritisk blik på positiv psykologi belyser artiklen, hvordan denne tilgang kan forme studerendes selvopfattelse og trivsel på de videregående uddannelser. I oplægget vil Eva Bendix Petersen diskutere de potentielle konsekvenser og udfordringer ved denne tilgang og dens indflydelse på de studerendes oplevelse af at begå sig i en akademisk sammenhæng.

(Petersen, E. B., & Sarauw, L. L. (2023). Psychometrics as performance indicator: New modes of governance of universities? International Journal of Qualitative Studies in Education, 1–12.)

11:00 PAUSE

11:15 STUDERENDES TRIVSEL: ET ØJEBLIKSBILLEDE. HVAD ER PÅ SPIL FOR STUDERENDE – OG HVAD KALDER DET PÅ? / Marie Linde Husby, Studenterrådgivningen  

Marie Linde Husby vil i sit oplæg belyse almenpsykologiske dynamikker hos studerende og diskutere udfordringerne for udsatte studerende. Hun vil give os indsigt i studerendes kognitive, følelsesmæssige og sociale udfordringer, og i hvordan de kan komme til udtryk i en undervisningssammenhæng. Endelig vil hun komme med konkrete bud på, hvad det kræver af os i forhold til forberedelse, rammesætning og kommunikation.

12:00 FROKOST

13:00 FRA FORELÆSNING TIL FACILITERING: SKAB HANDLEMOD HOS DINE STUDERENDE / Anne Eggebrecht og Peter Laut Matzen, Handlemod.dk 

Vi har inviteret Handlemod tilbage! Denne gang vil de gøre os klogere på hvordan vi skaber trygge undervisningsrum, hvor studerende trives og samtidig er engagerede og deltagende.
Du får konkrete værktøjer og didaktiske greb, der skaber psykologisk tryghed og får de studerende til at bidrage i både små og store forsamlinger, fysisk såvel som online. Handlemod bidrager med et nuanceret sprog for at stå i usikkerhed og tvivl samt viden og værktøjer til at handle på trods. Du kommer til at mærke dit eget handlemod via praktiske øvelser, som du let kan omsætte til din egen undervisning. Derudover får du konkrete didaktiske redskaber til at skabe deltagelse og engagement i din undervisning.

Pause er indlagt undervejs

16:00 TAK FOR I DAG

 

 

Deltagergebyr:

Medlemmer af DFFUKr. 995
Ikke medlemmer af DFFUKr. 1295

 

Mødested:

VIA University College, Campus Horsens

Banegårdsgade 2, 8700 Horsens

Arrangementet er overstået
Det er ikke længere muligt at tilmelde sig arrangementet