Fagbladet REVY søger ansvarshavende redaktør

REVY er foreningen DFFU’s fagblad – Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbiblioteker. Vores blad er en vigtig kilde til formidling af faglige historier, med fokus på fag-, forsknings- og uddannelsesbibliotekers rolle i dansk uddannelse og forskning. Vores læsere er engagerede, og repræsenterer en bred vifte af fagligheder. De brænder for bibliotekernes bidrag til uddannelse, forskning og oplysning, og REVY er et værdsat bidrag til at synliggøre historier og viden om, hvordan vi arbejder.

Vi søger ny redaktør, som skal hjælpe os med at udvikle REVY. Vi ønsker, at bladet står endnu stærkere i det biblioteksfaglige mediebillede, og derfor skal du udvikle REVYs fokus på at skabe dialog og debat. Det kræver, at du har lyst til at finde og arbejde med historier, der går tæt på vores faglighed og på læsernes hverdag.

Vi har netop lavet en læserundersøgelse. Den viser, at REVY fortsat skal udkomme på tryk og digitalt. Men undersøgelsen viser også, at du i løbet at de næste 2 – 3 år skal arbejde på at udvikle bladet, så læserne begynder at opfatte den digitale version, som det foretrukne medie. Det kræver blandt andet, at du skal kunne give REVY et digitalt løft, så det føles mere moderne.

Dine ansvarsområder og opgaver:

  • Ansvarshavende redaktør for REVY i henhold til Bestyrelsens redaktionelle retningslinjer.
  • Redaktionelt og økonomisk ansvar for REVY over for Bestyrelsen.
  • Du har en redaktionsgruppe, som hjælper med at finde og skrive en del af stoffet.
  • Indsamle materiale, koordinere og forberede stof til 4 numre pr. år.
  • Sørge for layout redigering af de enkelte numre, samt publicering på bladets hjemmeside.
  • Sikre afklaring af alle juridiske bindinger overfor forfattere m.v.
  • Ansvar for løbende kontakt til potentielle annoncører.
  • Deltage i to årlige bestyrelsesmøder i september og marts, samt DFFU’s årsmøde.

Vi forventer, at vores redaktør:

  • Kan lede, koordinere og inspirere det redaktionelle samarbejde omkring REVY.
  • Har blik for organisering, koordinering og overholdelse af deadlines og produktionsplan.
  • Har grafisk flair for at udvikle REVYs digitale look and feel.
  • Har journalistisk blik for, hvordan den gode historie skrives og præsenteres.
  • Har interesse for danske fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker og vores rolle i samfundet.

Aflønning sker på honorarbasis efter hver udgivelse, og forventes at udgøre ca. 75.000 kr. på årsbasis. REVYs produktionsomkostninger udgør herudover i 2022 ca. 150.000 kr.

Har du spørgsmål? Så kontakt DFFU’s formand, Karin Englev,  [email protected]/telefon: 9135 6403, eller DFFU’s forretningsfører Claus Vesterager Pedersen, [email protected]/telefon: 4220 2177.

Din ansøgning skal stiles til Formanden for DFFU og sendes til [email protected]. Ansøgningsfristen er den 22. april 2022. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 29. april i København. Tiltrædelse senest 1. juni 2022.

Læs mere om DFFU: dfdf.dk og REVY: dfdf.dk/revy/